Forsyning Helsingør

Forsyning Helsingør

FH Automation skabte nyt SRO til Forsyning Helsingør

FH Automation fremtidssikrede SRO-systemet hos Forsyning Helsingør, så forsyningssikkerheden for de 14.000 kunder er sikret, og medarbejderne får en nemmere hverdag.

Da Forsyning Helsingør A/S bad FH Automation om hjælp til en opgradering af SRO-systemet, var det ikke fordi de var plaget af nedbrud. Det gamle system fungerede på flere måder udmærket, men tiden var ved at løbe fra det 20 år gamle SCADA-system og PLC’ere.

- Det er lidt som at have en computer, der kører Windows 95. Den kan sikkert fungere udmærket til de programmer, den er født med. Men med tiden bliver det sværere at finde hardware og software, der passer med det forældede styresystem, siger teamkoordinator Jesper Madsen fra Forsyning Helsingør.

Lidt for variable standarder

De gamle PLC’ere fungerede stadig, og kunderne fik stabil varmeforsyning, men det hele bar efterhånden præg af 20 års udbygning og udvikling. Når der for eksempel skulle laves ændringer i pumpestyringen på de to hovedcentraler eller seks pumpestationer, skulle der skrives lange programmeringsstrenge, og programmeringen kunne være forskellig fra central til central – alt efter, hvem der igennem tiden havde programmeret de enkelte centraler, da der ikke fandtes en standard.

Samtidig var det ved at blive sværere at finde ny hardware, der kunne håndtere det efterhånden bedagede SCADA-system.

- Det er ofte billigere at skifte til ny hardware efter 20 år, og samtidig kunne gøre brug af de nye muligheder denne understøtter. Når gamle systemer udfases, bliver det sværere og dyrere at finde komponenter til dem, siger Nicolai Warthoe Andersen fra FH Automation.

Hurtig og smertefri opkobling

Beslutningen om en nødvendig opgradering blev vedtaget i 2019, og FH Automation gik i gang med projektering og udførelse i 2020. Man koblede om til de nye systemer og hardware fra Siemens uden for varmesæsonen, så det skete med mindst mulig gene for kunderne.

- Vi startede udskiftningen på de små stationer, og en udskiftning og idriftsættelse var overstået på tre til otte arbejdsdage alt efter stationens størrelse, siger Nicolai Warthoe Andersen.

Mere overskueligt og intuitivt interface

Selve brugerfladen i det nye system er baseret på iFix HMI/SCADA. Det har gjort betjeningen langt mere enkel, intuitiv og tidsbesparende. Det nye SCADA følger ISA-101-standarden.

- Overblikket er langt bedre, fordi alt er holdt i grå nuancer. Det er kun detaljer, som kræver særlig opmærksomhed, der lyser op i signalfarver. Det er langt bedre, end den farvelade, vi havde før. Samtidig er det intuitivt bygget op, fordi du f.eks. kan klikke på den pumpe, der skal justeres – i stedet for at søge igennem faneblade og menuer for at kommer frem til det, du skal ændre på, siger Jesper Madsen. 

Selve programmeringen af PLC’erne er samtidig lagt i fast definerede blokke, som hænger sammen med de såkaldte faceplates på Scada. På denne måde undgås nuanceforskelle i den enkelte programmørs dagsform og præferencer. Faste standarder præger dermed systemerne – også efter mange års brug og ændringer.

Smertefri opkobling

Forsyning Helsingør har været godt tilfreds med samarbejdet med FH Automation.

- Det var en ret stor opgave, og det har klart været en fordel, at de allerede havde driftssupporten på det gamle system. De var på mange måder en del af huset, og de kunne se det indlysende i de ændringsønsker til standardopsætningen, vi havde. Selve opkoblingen til det nye system skete fuldstændig smertefrit for vores kunder, siger Jesper Madsen.